Røða hildin 26. september 2025 í sambandi við norðurlendskan netverksfund
Kære alle,
Det glæder mig at få lov til at stå her i dag og runde denne nordiske netværkskonference af. Jeg håber, at I har haft nogle gode og udbytterige dage sammen, og at temaerne, som I har drøftet, har givet anledning til både spændende diskussioner og værdifuld erfaringsudveksling.
Konferencens temaer – “Kompetencer i praksis: fra læreplan til hverdagsliv” og “Børns forståelse af og deltagelse i demokratiske processer” – er ikke bare overskrifter. De berører helt grundlæggende spørgsmål om, hvad vi vil med vores uddannelsessystem, og hvordan vi bedst forbereder børn og unge til at tage aktivt del i samfundet. Det er store og betydningsfulde emner, som angår den enkelte elev og lærer, men som i sidste ende også former hele samfundets fremtid.
Når vi investerer i uddannelse, investerer vi i fremtiden.
I løbet af disse dage har I drøftet, hvordan vi omsætter kompetencer fra læreplanerne til børns og unges hverdag – hvordan vi gør kompetencemål levende og nærværende i undervisningen, så de bliver til virkelige færdigheder, som eleverne kan bruge i deres liv. I har også arbejdet med, hvordan vi kan styrke børn og unges forståelse af og deltagelse i demokratiske processer – en opgave, der kun er blevet mere presserende i en tid, hvor demokratiske værdier flere steder i verden er under pres.
Disse drøftelser er vigtige i en nordisk sammenhæng, men de er også helt centrale i vores egen færøske skoleudvikling.
Her på Færøerne arbejder vi løbende med at ajourføre vores studieplaner, så de bedre kan afspejle de kompetencer, børn og unge har brug for i det 21. århundrede. Vi har iværksat en ny efteruddannelsesplan for lærere, så de får endnu bedre forudsætninger for at omsætte læreplanernes mål til virkelighed i klasseværelset.
Derudover har vi valgt at samle vores forsøgs- og udviklingsarbejde i færre og større projekter, så vi kan skabe en mere mærkbar og langtidsholdbar udvikling af hele skolevæsenet. Et eksempel er projektet “Matematik i praksis”, som I allerede har hørt om fra Ingi Heinesen Højsted under konferencen.
Endelig har vi også sat fokus på at styrke børns og unges demokratiske dannelse i praksis. For nylig har vi vedtaget en ny bekendtgørelse om elevråd, som skal sikre, at alle elever får konkrete erfaringer med demokrati – ikke kun som et teoretisk emne i samfundsfag, men som en del af deres daglige skoleliv. Jeg ser det som afgørende, at børn og unge ikke blot lærer om demokrati, men også oplever det, deltager i det og dermed tager det med sig ind i voksenlivet.
Den demokratiske tilgang og medindragelse af børnene er også prioriteret højt i forbindelse med udarbejdelsen af den kommende børnelov, på Færøerne, hvor vi har taget børnene med i processen fra start af.
Kære konferencedeltagere,
Jeg ser det som en stor styrke, at vi i Norden har tradition for at dele erfaringer og lære af hinanden. Vi står over for mange af de samme udfordringer, og ved at samarbejde og inspirere hinanden kan vi stå stærkere. Jeg håber, at de samtaler, I har haft her i Tórshavn, har givet jer nye perspektiver og idéer, som kan omsættes i jeres hjemlande.
At I har prioriteret at komme hertil – til vores smukke øer – viser, hvor vigtigt dette samarbejde er. Og I skal vide, at jeres viden og erfaringer ikke blot er en gave til konferencen, men også er med til at pege vejen frem for vores fælles nordiske skoleudvikling.
Afslutningsvis vil jeg gerne sige tak.
Tak for jeres indsats, for jeres engagement og for jeres vilje til at tage del i de store og nødvendige samtaler om uddannelse og demokrati. Jeg håber, at I rejser herfra med ny inspiration – og med fornyet mod til det vigtige arbejde, I gør hver dag for børn og unge.
Tak for jeres deltagelse, og tak for, at I har været med til at gøre denne konference til en værdifuld begivenhed.